Vinderne af Årets Reumert 2024
Herunder får du den fulde liste af vindere ved Årets Reumert 2024.
Havde du ikke mulighed for at være med i Odense eller vil du bare gerne gense det, så kan det findes i sin fulde længde her.
Årets Hovedrolle: Iben Hjejle, Lægen, Folketeatret
Med ekstremt nærvær gjorde hun hvert eneste ord inciterende og magnetisk. Detaljeret lod hun tvivlen og sorgen slå sprækker i den stolte og sikre læge og viste os, med stor overlegenhed, hvor mangefacetteret en skuespiller hun er.
Årets Birolle: Mikkel Becker Hilgart, Vi betaler ikke!, Nørrebro Teater
Det humoristiske niveau nåede svimlende højder med hans mange gakkede karakterer. Ubesværet og adræt i både den fysiske og verbale komik fik han publikums grin til at rulle helt nede fra maven. Tænk, at være så sjov!
Årets Solopræstation: Christian Hetland, En lykkelig slutning, Aarhus Teater
Han var indtrængende intens i det forbudte i en udfordrende monolog, hvor han bevægede sig sitrende mellem kulsort humor og dyb ensomhed, indestængt skam og blød længsel efter kærlighed og anerkendelse.
Årets Samspil: Bodil Jørgensen og Jens Albinus, Indenfor murene, Det Kongelige Teater
Uden at slippe historien af syne, gjorde de med deres fortættede samspil klassikeren til et dybt og moderne drama. Deres grundige blik for nuancerne og den opmærksomme dynamik imellem dem fortalte hele historien om tider, der forandrer sig hurtigere end mennesker.
Årets Danser: Sebastian Pico Haynes, Suffer Little Children, Kammerballetten
Med potent mærkbarhed foldede han mørket ud i det tragiske værk. Han var bomstærk og sårbar på én gang og rummede med sit præcise fysiske sprog alle de følelser, ordene ikke rækker til, når ulykken rammer.
Årets Sanger: Elisabeth Jansson, Titus, Det Kongelige Teater
Som en vandkæmmet vampyr vekslede hun mellem begærets intimitet og flammende vanvid i Mozarts episke trekantsdrama. Hendes unikke soloparti skilte sig ud, så publikum hengav sig begejstret og betingelsesløst.
Årets Instruktør: Nathalie Mellbye, Traum, Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni
Det kræver en kompromisløs auteur at forløse det dekadente og tvetydige begærsbal så gennemført, som det var tilfældet her. En altomfavnende og detaljeorienteret kunstner, der gjorde værket til en grænseoverskridende drøm i vågen tilstand.
Årets Scenedesign/Årets Scenograf: Laura Rasmussen, Margrete I, Teatret Møllen
En nøgen elpære hang ned fra loftet og beskidt-hvide hvælvinger dannede bagvæg for de tre skuespillere. Det skrabede og modige design gav fantasien frit spil og kastede lange, faretruende skygger, der forstørrede og bekræftede fortællingen om en pige og kvinde med en særlig skæbne i en særlig tid.
Årets Dramatiker: Sophie Zinckernagel, Aller Dybest Nede, Bådteatret
Depressionens greb blev dramatiseret i rå tale og gribende poesi. Ordene forsøgte at hægte sig fast i virkeligheden, men hverdagen og sproget smuldrede i en tilstand af frit fald og opløsning, hvor ingen forstod at række ud eller hjælpe en forpint sjæl.
Årets Forestilling: Skolekomedien, Aarhus Teater
Benhård og konfrontatorisk samfundssatire med skarpe kanter. Mens de eminente skuespillere fik lattertårerne til at trille, rasede alvoren og den revsende samfundskritik lige under overfladen. Folkeskolen er muligvis i frit fald, men det er scenekunsten heldigvis ikke, når den udføres så mesterligt som her.
Årets Børne-/Ungdomsforestilling: Sangen om Oda og Anton, Teater Rum
Der var ingen store armbevægelser, ingen dikkedarer. Blot en uhyre velfortalt historie om to menneskers kærlighed og sorger, der i en rolig iscenesættelse lod følelserne synke ind hos publikum i en grad, der satte gang i tårekanalerne. Uforglemmeligt.
Årets Musical/Musikteater: Omve’n hjemve, Æ Teater og Teatret Møllen
Hjemveen, udlængslen og romantiseringen af et ophav foldede sig poetisk og autentisk jordnært ud i denne charmerende teaterkoncert. Her var både plads til melodiøst ukulele-klimpren, violiner og hård mojn-tramp, der fik os til at drømme sødt om Sønderjylland.
Årets Opera: Don Juans inferno, Det Kongelige Teater & Opéra national du Rhin
Et remix af operahistorien blev forvandlet til både et helvedesridt og et bud på fremtidens opera. Genreskel blev opløst, samtidig med at de store følelser, eksistentielle overvejelser og tvivlen blev fastholdt. Er en djævel i virkeligheden god, fordi han straffer ondskab?
Årets Danseforestilling: It’s so cute I’m gonna die, Blaagaard Teater og Gunilla Lind Danseteater
Bedst som vi havde ladet os forføre af de nuttede pasteldansere og deres synkrone mgp-koregrafi, kom de gift i sukkeret, og drømmen blev spoleret i dette helstøbte og fremadskuende værk. Et stærkt manipulerende og svært uimodståeligt mareridt.
Årets Særpris: Symphony of Solitude – S.O.S., Mør Collective
Ensomhedens inderste væsen som surreel, sansemættet og poetisk musikperformance. En kvinde, en mand og to tavse mus var fanget i et evigt spindende skæbnehjul i en verden af Twin Peaks-uhygge, 50’er-interiør og Edward Hoppers ensomme karakterer. Smukt og ubærligt.
Brancheprisen – Årets Teater: Teatergrad
Årets Teater producerer forestillinger af den allerhøjeste faglige og kunstneriske kvalitet. Det lille, flittige ensemble har en helt særlig evne til at bringe scenekunsten derud, hvor næsten ingen andre kommer. Der findes også et stort og teaterhungerende publikum på landets plejehjem, på asylcentrene, i boligforeningernes fælleslokaler og i varmestuerne – netop dér optræder Årets Teater. Årets Teater sikrer, at det usynlige publikum får adgang til store kunst- og kulturoplevelser.
Årets talenter
Skuespiller, Rosemarie Mosbæk (2023), Mågen, Odense Teater.
Skuespiller Rosemarie Mosbæk er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2023. I rollen som Konstantins elskede, den purunge, betagende Nina, var hun som en tornado af følelser. Fra målbevidst drømmende om en glorværdig skuespilkarriere over romantisk og let forført til ganske fortabt og visnet, da hun gennemblødt vendte tilbage til godset efter sin mislykkede kærlighedsaffære. Gennem hele forestillingen stod hun som en kraftigt lysende stjerne i fortællingens centrum.
Skuespiller, Ludvig Brostrup (2022), Hyper Switch Ultra Faggot, Teater Pytram.
Skuespiller Ludvig Brostrup er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2022. I Hyper Switch Ultra Faggot version 2023/24 foldede de et komplekst begærsrum ud og viste alle gråzoner, tvetydigheder og underliggende magtstrukturer. Følelsernes ulogiske vokabular og kroppens mangfoldige landkort ramtes smukt og smerteligt i det menneskelige grundvilkår som det evige forsøg på at blive set, hørt og anerkendt af en anden. En generøs og intens skuespiller.
Musicalperfomer, Kathrine Lemmeke Madsen (2023), Avenue Q, Fredericia Teater .
Musicalperfomer Kathrine Lemmeke Madsen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia i 2023. Uskyldig så hun ud, men femme fatalen var aldrig langt væk, når hun var på scenen. Lige overbevisende, om hun var den forelskede Kate med en glasklar vokal, eller om hun skruede op for den vampede volumenknap som natklubdivaen Lucy med den sexdryppende stemme. Hun pendlede ubesværet mellem de to karakterer og fik os til at elske dem — og glemme, at de var dukker.
Danser, Alvilda Aja Faber Striim (2022), It’s so cute I’m gonna die, Blaagaard Teater og Gunilla Lind Danseteater.
Danser Alvilda Aja Faber Striim er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2022. Hun var bedårende som den fnisende bamse-danser, der lokkede os med sin sødme og tog os med helt derind, hvor det til sidst var for sent at vende om, da det søde pludselig blev væmmeligt. Kroppen var ikke længere blød og bøjelig, men hård og kantet, når hun med dræbende øjne fór mod os med et jernrør. Men selv i farligheden var hun dragende og mystisk — en spændende danser, man bare ville have mere af.
Skuespiller, Nicolai Duckert Perrild (2022), Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, Aalborg Teater.
Skuespiller Nicolai Duckert Perrild er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2022. Som del af en velfungerende kvartet indgik han med krop og sjæl i den vægtige fortælling, der satte spot på alt det grimme, vi mennesker gør mod hinanden. Som både mobberoffer og kærlighedssøgende ung mand drog han uomtvisteligt publikums øjne mod sig, så vi kunne mærke ham helt ind i sjælen.
Foto: Lasse Lagoni