For få penge - for mange krav
Teatrene oplever, at der i dag er meget høje krav til det at drive et teater og skabe scenekunst. Et ændret mediebillede og intensiveret digital og analog konkurrence om befolkningens opmærksomhed, stiller høje krav til den kunstneriske produktion, samtidig med at der stilles stadigt højere krav til den daglige drift i form af f.eks. GDPR-regler, bæredygtighedsmål, tidsregistrering, arbejdsmiljø osv. - komplekse opgaver, der på et teater oftest løses af meget få fastansatte.
Når man spørger teatrene, peger de derfor først og fremmest på, at der er behov for en sanering af teatrenes mange måltal og en frisætning af teatrene, så det enkelte teater har større mulighed for at gøre det, de er bedst til, men også så der er tilstrækkelige midler til at sikre en tidssvarende drift.
Støttesystemet trænger til en sanering
Mange teatre oplever at bruge for mange ressourcer på at tilpasse sig støttestrukturer og puljer i stedet for at sikre en bæredygtig udvikling af teatret som både kunstproducerende, publikumsrelevant og samtidig professionel arbejdsplads.
Først og fremmest peges der på, at støttesystemet for scenekunsten er blevet uoverskueligt. Det er ganske få i branchen, der forstår alle de mange ordninger og puljer og hvordan de spiller sammen. Flere angiver, at kunsten i nogle tilfælde tilrettelægges efter, hvor midlerne er – i stedet for at tilrettelægges efter teatrets profil, lokalområde eller målgruppe.
Frisættelse af kunsten – Teatret som kunsthus
For en række særligt større teatre handler det om urealistiske krav fra støttegivere om billetsalg og antallet af produktioner og visninger af forestillinger; disse teatre oplever, at rammeaftaler og krav stadig kan være lange og mange, og der er eksempler på rammeaftaler på 40 sider med detaljerede mål. Flere teatre roser dog også forsøg på at forenkle mængden af krav fra styrelser og kommuner under den nuværende SVM-regering.
I det hele taget giver mange teatre udtryk for, at mange forestillinger bliver produceret, fordi det er angivet som et krav i et tilskudstilsagn i stedet for at være på baggrund af relevans, efterspørgsel fra publikum eller en god kunstnerisk idé. Ofte er kravene fastsat i fireårige rammeaftaler, hvor virkeligheden ændrer sig mange gange i den mellemliggende periode, men aftalen ikke tilpasses.
Mange teatre betragter sig i dag som “kunsthuse”, hvor scenekunsten produceres på mange andre måder end traditionelt teater – f.eks. audiowalks, digitalt teater eller crossover-formater ml. fx naturvidenskab og kunst. Derfor ønsker flere teatre, at de også bliver målt på antallet af “publikumsmøder” frem for udelukkende antallet af solgte billetter.
Lion Musicals , Dance Ballerina Dance, foto: Camilla Winther
For mange produktioner – for lidt kvalitet
Flere teatre peger på, at det er svært at få økonomi og kvalitet til at hænge sammen. Flere teatre ønsker enten flere midler eller at kunne producere mindre og i bedre kvalitet.
Eksempelvis fortæller flere mindre teatre, at økonomien kun rækker til, at teatret skaber én større forestilling hvert år, men for at leve op til tilskudstilsagnet, så producerer teatret også en monolog eller indgår i proforma co-produktioner, fordi teatrene reelt set ikke har økonomi nok til at løfte flere store satsninger.
Flere teatre påpeger også, at der er en tradition i branchen for at hylde det ny-producerede i stedet for at genopsætte og forbedre eksisterende succesforestillinger og at det hæmmer publikums muligheder for at se de bedste forestillinger igen, ligesom det er svært at skabe nye “klassikere” af høj kvalitet, som kan genopsættes.
Succesforestillinger skal have et længere liv
Både projektstøttede teatre, kompagnier og institutionsteatre udtrykker frustration over, at markedet og støttesystemet virker ”ude af takt”.
Enkelte teatre oplever sig nærmest som “støtteadministrator”, hvor formålet med støtten er druknet på bekostning af jagten på den næste bevilling - det kan opleves som om de mange krav fra stat, kommuner og fonde styrer driften af teatret, frem for de kunstneriske visioner og teatrets kerneopgaver.
Flere teatre efterspørger øgede muligheder for, at de succesfulde forestillinger kan få et længere liv, og at der er flere muligheder for at genopsætte og spille de gode forestillinger flere steder i landet.
Budgetter under pres
Faldende bevillinger, inflation og større driftsudgifter efterlader meget lidt til kunstproduktion, da støtten udhules; en stor del af støtten bruges på administration og lokaler. Det forringer den kunstneriske kvalitet. Det er både den offentlige støtte og teatrenes egenindtægter, der er faldende.
Mange teatre oplever ikke, at de har tilstrækkelige økonomiske rammer til at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, ligesom flere teatre peger på, at det er svært at have råd til at udbetale overenskomstmæssigt på teatret. Det gør, at det er svært at fastholde kompetence og sikre den nødvendige kunstneriske og administrative udvikling af teatret/kompagniet.
Branchen peger på, at der burde overvejes at indføres et minimum for støtte til projekter og driftstilskudsaftaler, også selvom det betyder at færre ville modtage tilskud - dette for at sikre tilstrækkelig til at opretholde bæredygtige produktioner og arbejdsvilkår.
Generelt ønsker branchen, at der tilføres flere midler efter 8 år med faldende offentlige tilskud.
