Egnsteatrenes rolle i scenekunstlandskabet

Når egnsteatrene skal beskrive sig selv, kan det opsummeres i en række overordnede forcer:

 

Tilgængelighed og nærhed til levende scenekunst

Egnsteatre bringer teater og kulturelle oplevelser tættere på folk, der bor uden for de store byer, hvor de fleste nationale og større teatre typisk er placeret. Det gør kultur og kunst mere tilgængeligt for en bredere del af befolkningen, som måske ellers ikke ville have mulighed for at opleve levende scenekunst.

 

Lokal kultur og identitet i samfundet

Da egnsteatre producerer forestillinger lokalt, er fokus oftest på at skabe kunst, der afspejler den lokale historie, kultur, men også de store tendenser i samfundet, hvilket bidrager til at bevare og udvikle en lokal identitet og stolthed. Flere teatre har også fokus på at spille forestillinger på lokale dialekter, mens andre har et stort internationalt udsyn med kunstnerisk udveksling med hele verden.

 

Scenekunstpædagogiske tilbud og talentudvikling

Mange egnsteatre driver enten dramaskoler, talentlinjer eller tilbyder scenekunstpædagogiske tilbud til skolerne. Det giver børn og unge adgang til professionel undervisning i scenekunst og skaber talentmiljøer lokalt, som også styrker amatørscenekunsten.
 

Byliv og kunstneriske arbejdspladser

Egnsteatrene skaber byliv som tiltrækker besøgende, som bruger penge i lokale butikker og restauranter før og efter forestillingerne. Egnsteatrene skaber ligeledes kunstneriske arbejdspladser i kommunen og tiltrækker kunstnere fra hele landet, som ligeledes øger den kunstneriske mobilitet i landet.

 

Scenekunst for børn og unge 

Mange egnsteatrene sikrer, at børn og unge møder scenekunsten lokalt og har et særligt fokus på at producere eller præsentere scenekunst til børn og unge. Flere kommuner udbreder fx en-til-alle-ordningen, hvor alle børn og unge skal møde scenekunsten mindst én gang om året.

 

Egnsteatrenes udfordringer og ønsker

Teatrene identificerer fem primære udfordringer og ønsker for egnsteatrene:

 

Utilstrækkelig økonomi og faldende statslige investeringer 

Egnsteatrene oplever, at deres største udfordringer er faldende bevillinger fra kommune og stat, som gør det svært at leve op til at være professionel producerende teatre. Det skal ses i lyset af publikums ændrede vaner til forestillinger og kompleksiteten i at drive teatre.  

Særligt de mindre egnsteatre oplever, at driftsstøtten primært går til basisdrift, hvilket efterlader meget lidt til udvikling og produktion af god scenekunst. Der er et klart ønske om øget finansiel støtte for at sikre kunstnerisk kvalitet og muligheden for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig står egnsteatrene over for et dilemma, da tilskuddet falder for de eksisterende teatre, når nye teatre kommer ind i ordningen. Dette skaber modsatrettet interesse, der kan føre til modstand mod nye teatre i ordningen.

Egnsteatrene ønsker

• At staten (som tidligere) investerer mere i at sikre lokalforankret scenekunstproduktion ved at øge den statslige refusion, som er faldet siden ordningens indførelse, eller ved
• at øge egnsteaterpuljen, når nye teatre lukkes ind i puljen, eller ved
• At staten skaber nye målrettede udviklingstilskud til særlige opgaver, som ligger udover kommunens ansvarsområder. Se forslaget om fluebensmodel.

 

Utidssvarende faciliteter

Egnsteatre peger på, at det er svært at finde offentlig medfinansiering til at skabe moderne scenekunstfaciliteter, der lever op til kravene til at producere og præsentere scenekunst for publikum.

Flere egnsteatre peger på, at de bruger mange penge på uegnede bygninger, som ikke er skabt med henblik på scenekunstproduktion, og derfor ikke imødekommer publikums behov for komfort. Mange egnsteatre mangler desuden prøvefaciliteter. Det betyder, at teatrenes scener i lange perioder er lukkede, da de bliver brugt som prøverum i stedet for at være åbne til publikumsrettede aktiviteter.

Teatrene efterspørger fælles branchestandarder/kravsspecifikationer for nye teatersale og prøvefaciliteter, som man kender det fra anlæg af fx fodboldbaner eller idrætshaller. 

 

Mere fleksible rammer og større kunstnerisk kvalitet

Egnsteatrene er underlagt et produktionskrav om at producere minimum to produktioner årligt. Særligt de mindre egnsteatre påpeger at kravet er utidssvarende, da de ikke har økonomi til at skabe mere end én professionel produktion årligt. Mange steder omgår man derfor kravet, fx ved at lave en monolog eller foregive at skabe en co-produktion med en anden teaterproducent uden et egentligt engagement.

Omvendt er der en række større egnsteatre, som ønsker større fleksibilitet i at kunne producere nye formater og co-producere med andre kulturinstitutioner og kunstarter end scenekunst.

Egnsteatrene ønsker at kravet om to årlige produktioner fjernes og erstattes af et krav om blot at være producerende i lighed med små storbyteatrene. Det vil give de enkelte produktioner større budgetter og kvalitet samt mulighed for at vise flere turnerende gæstespil og genopsætte succesforestillinger. 

 

Støtte til scenekunstpædagogiske aktiviteter og dramaskoler

De fleste egnsteatre ønsker at kunne tilbyde flere tiltag i form af scenekunstpædagogiske aktiviteter, talentudvikling og dramaskoler som en central del af deres virksomhed og samfundsbidrag.

Der opleves store muligheder i at udvikle og styrke scenekunstpædagogiske tilbud som man også kender det fra musik- og billedskolerne. Se mere her.

 

Udvikling af turnémarkedet

Flere egnsteatre udtrykker et ønske om at bidrage mere til og løfte udviklingen af turnémarkedet. Dette indebærer et behov for bedre strukturer og støtte til at bringe scenekunst ud til et bredere publikum over hele landet. Det er oftest ikke i den lokale kommunes interesse at investere i at egnsteatret skal på turné. Derfor ønsker teatrenes et løft af turnémarkedet. Læs mere her.

 

De største egnsteatre begrænses af ordningen

De største egnsteatre peger på at ordningen ikke tilgodeser de teatre, der har stor vækst og opererer på tværs af kommunegrænser. Det skyldes det økonomiske loft for refusion som fastsættes på Finansloven. Derfor ønsker flere teatre samme muligheder som § 5 teatrene med særlige opgaver; Randers Teater og Vendsyssel Teater. 

Egnsteatret i Vordingborg Kommune, Memoire sans souvenir, foto: Per Rasmussen