Den fagstærke scenekunstkritik skal opprioriteres i danske medier
19. januar 2024 / Dansk Teater

Den fagstærke scenekunstkritik skal opprioriteres i danske medier

I Dansk Teater og Foreningen Danske Teaterjournalister appellerer vi til, at den fagstærke kunstkritik og scenekunstjournalistisk fortsat skal findes, udvikles og være dagsordensættende i de landsdækkende aviser og medier, skriver Rie Hammer og Peter Mark Lundberg. 


Når teaterjournalister og scenekunstnere i disse dage forsøger at råbe medier og magthavere op, er det for at sikre, at scenekunsten også i fremtiden får redaktionel plads i de danske aviser og medier, så vi sammen kan udvikle den demokratiske samtale og styrke den scenekunstneriske udvikling.

I Foreningen Danske Teaterjournalister og brancheorganisationen Dansk Teater appellerer vi derfor til medier og magthavere om at bremse den igangværende nedskæring af scenekunstindhold på landets mange aviser og medier. 

Da Jyllands-Posten i sidste måned meddelte deres teateranmeldere, at avisen per første januar ikke længere vil bringe teateranmeldelser, lød der et ramaskrig fra både branche og scenekunstkritikere. For hvem skal nu facilitere den fagstærke samtale om scenekunst?

Siden har debatten fyget med klager om klynk i egne rækker og kritik af avisens manglende forståelse for den fagprofessionelle scenekunstkritiks betydning for borger, branche og demokrati.

Debatten er velbegrundet, for uden synlighed er samtalen om scenekunsten stendød. Den brede offentlighed bliver frataget muligheden for at følge med i, hvad som foregår på scenerne rundt i landet, og dermed er medierne med til at tie både teatret og den demokratisk udviklende samtale ihjel.
 

Mediestøtten er truet

Jyllands-Posten er ikke alene om at lade sparekniven ramme kulturredaktioner og scenekunststoffet – tiltaget rammer bredt. På Fyn fik det for nylig Odense Teaters direktør, Jakob Schjødt, til at spørge: ”Er kulturen død i Fyens Stiftstidende?” Hvortil avisens chefredaktør Poul Kjærgaard, svarede:

”Kulturen er ikke død i Fyens Stiftstidende. Men vores dækning af kulturen er under forandring.”

Udtalelsen er meget sigende for de senere årtiers udvikling på medieområdet.

Aviserne er presset til det yderste med faldende annonceindtægter. Læserne falder fra og får nye medievaner. Derfor er det plausibel, men ikke nødvendigvis korrekt konklusion, når Poul Kjærgaard fortsætter: ”Vi vil gøre vores yderste for at bevæge relevant journalistik i en retning, hvor vi har publikum - altså læsernes - opmærksomhed. Uden den er redaktionens arbejde som at spille teater af høj kunstnerisk kvalitet for en halvtom sal.”

Måske er det netop avisernes rolle at levere journalistisk kvalitet til en ”halvtom sal”, eller i dette tilfælde til lidt færre læsere end den mest klikratede artikel. En avis som Fyens Stiftstidende modtager mere end 11 millioner kroner i statsstøtte hvert år, Jyllands-Posten får mere end 15 millioner.

Det er mediestøtte, som er allokeret til at ”fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i Danmark.”

Som direktør, Thomas Bay, på Fredericia Musicalteater påpeger i en kommentar i Jyllands-Posten:

”Hvis vi på den ene side investerer i teatrene, fordi det, de producerer, har en stor demokratisk værdi, og vi samtidig investerer i medierne, fordi de skal facilitere den demokratiske samtale – ja, så ryger kæden af, når medierne begynder at afskedige præcis de personer, der skal facilitere den demokratiske samtale om scenekunsten.”

Den samfundsudviklende debat fordrer et medansvar. Et ansvar, som indebærer udvikling af formater og formidling, der gør indholdet relevant for læserne og tilbyder en fælles demokratisk debat. En debat, som tager afsæt i vores fælles scenekunstneriske kulturarv, styrker os som mennesker og kan være med til at nedbryde nogle af de forskelle og fordomme, der skaber afstand og splid i samfundet.

I Dansk Teater og Foreningen Danske Teaterjournalister appellerer vi derfor til, at den fagstærke kunstkritik og scenekunstjournalistisk fortsat skal findes, udvikles og være dagsordensættende i de landsdækkende aviser og medier.

 

Kommenatren er bragt i Altinget den 19. 01.24

Foto: Årets Reumert 2023, Lasse Lagoni.

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies