Større fokus på grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen
2. oktober 2023 / Dansk Teater

Større fokus på grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen


Ansatte og ledere i film-, tv- og scenekunstbranchen er blevet mere opmærksomme på forebyggelse og håndtering af grænseoverskridende adfærd, og hele 88% af de adspurgte oplever, at det nu er et tydeligt fokuspunkt i branchen. Det viser en ny temperaturmåling, som Dansk Teater, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen gennemførte i samarbejde med Human House tidligere på året.

 

I den kvantitative måling giver både arbejdstagere og arbejdsgivere udtryk for en større bevidsthed om grænseoverskridende adfærd, der defineres som ”diskrimination, chikane, uønsket seksuel opmærksomhed, vold og magtmisbrug”. 86% af respondenterne oplever i høj eller nogen grad, at film-, tv- og scenekunstbranchen har fået et langt større fokus på grænseoverskridende adfærd siden 2021. Undersøgelsen viser ydermere, at indsatserne fortsat fokuserer på uønsket seksuel opmærksomhed, men at der også er opmærksomhed på de øvrige områder som diskrimination, nedværdigende adfærd, mobning og chikane.

Men vi er som branche ikke i mål. Næsten halvdelen af respondenterne mener, at branchen endnu ikke arbejder med problematikkerne på et proaktivt niveau, og 35% af respondenterne oplever indsatsen som primært værende i ord og hensigter fremfor at være implementeret i handling. Blot 2% oplever, at branchen slet ikke har fokus på forebyggelse af grænseoverskridende adfærd.

Talspersonerne for de fire organisationer bag undersøgelsen siger i en fælles udmelding:

Det er utrolig positivt, at der er kommet langt større fokus på dette meget vigtige område, men vi er langt fra i mål. Arbejdsmiljøet er naturligvis lederens ansvar, men det er alles opgave. Så når vi skal ændre en kultur og arbejde for et bedre psykisk arbejdsmiljø, er det afgørende at alle bidrager. Derfor arbejder vi som brancheforeninger og organisationer for at skabe bedre rammer for at styrke det gode arbejdsmiljø. En film-, tv- og scenekunstbranche med et respektfuldt og sundt psykisk arbejdsmiljø vil også give en mere kreativ, mangfoldig og eksperimenterende kulturproduktion.

Deltagerne i denne temperaturmåling har på tværs af film-, tv- og scenekunstbrancherne fremsat en tydelig ønskeliste over nødvendige tiltag, som vi skal fokusere på med arbejdsmiljøkurser for ledere, dialogmøder og tydelige adfærdspolitikker som top tre. Vi arbejder allerede med de områder, men vil nu forstærke vores forebyggende indsats og imødekomme branchens ønsker. Vi skal også se på, hvordan vi kan skabe en større tryghed ved at henvende sig, hvis man har brug for hjælp eller vejledning. Det er nemlig ekstremt vigtigt at sikre, at alle altid er klar over, hvor de kan henvende sig.  Det gør vi bedst i fællesskab, og vi ønsker at forsætte det gode samarbejde på tværs af vores organisationer om yderligere udvikling af de tilbud.

Hovedformålet med undersøgelsen var at måle i hvilket omfang aktører i film-, tv- og scenekunstbranchen oplever et større fokus på forebyggelse og håndtering af grænseoverskridende adfærd fra 2021 og frem. Undersøgelsen blev gennemført fra 11. april – 8. maj 2023 af konsulentvirksomheden Human House for Dansk Teater, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen blandt organisationernes egne medlemmer og blandt medlemmer af Dansk Filmfotograf Forbund, Dansk Journalistforbund, Danske Dramatikere, Danske Sceneinstruktører, Danske Scenografer, Dansk Filmklipperselskab, FAF, Teknisk Landsforbund og WIFT, der også stod bag kampagnen ”Stregen i sandet”. Resultaterne bygger på 1132 gennemførte besvarelser i en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse.

 

Læs hele rapporten her

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies