Stregen i sandet er nomineret til en Bodil Koch pris
”Jeg er meget glad for at kunne løfte sløret for de nominerede til Bodil Koch-prisen. Prisen skal hylde dem, der tager ansvar og skaber større ligestilling og diversitet i kulturlivet. Selvom der er sket fremskridt, lever vi i et samfund, hvor der stadig ikke er lige muligheder for begge køn. Det skal vi ændre på. Jeg håber, at prisen kan være med til at sætte fokus på nogle af de projekter og personer, som arbejder for at ændre på tingenes tilstand, og som kan inspirere andre,” udtaler Kulturminster Jakob Engel-Schmidt i dag i en pressemeddelelse.
Og blandt de nominerede er initiativet Stregen i sandet, som Dansk Teater i 2020 var initiativtager til sammen med Producentforeningen, Dansk Skuespillerforbund og Danske Filminstruktører.
For Dansk Teater indebærer ligestilling at gøre en konkret indsats i branchemedlemmernes hverdag. Dette indebærer bl.a. indsatsen for at passe på hinanden: At vi kontinuerligt øver os i at trække en streg i sandet, når situationer er ved at blive grænseoverskridende. Derfor er vi meget stolte af den fine nominering!
Bodil Koch-Prisen
Prisen uddeles for første gang i 2023. Fremover uddeles den årligt til en person eller organisation, som har ydet en exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet. Vinderen af prisen modtager 100.000 kr. og udvælges af kulturministeren og Bodil Koch komitéen blandt nominerede, som indstilles af udvalgte kunst- og kulturorganisationer.
Prisen uddeles den 25. august på Kulturmødet Mors.
Om Stregen i sandet
Initiativet, Stregen i sandet, er en samlet indsats mod grænseoverskridende adfærd igangsat af 17 forskellige arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer i film-, tv- og scenekunstbranchen. Initiativet er rettet mod at skabe konkret og kontinuerlig kulturforandring og et bedre arbejdsmiljø for en samlet branche.
Med konkrete værktøjer, såsom en handleguide til arbejdsgiver og et handout til ansatte, skaber Stregen i sandet mulighed for, at det bliver tryggere at sige fra over for grænseoverskridende adfærd, og dermed skabe en tryg og værdig arbejdskultur for alle i branchen.
De nominerede er
• Anna Neye, skuespiller og manuskriptforfatter
• Birgitte Possing, Professor Emerita, dr. phil
• Dansk Kvindesamfund, Danmarks ældste kvindeorganisation, stiftet i 1871
• Et Større Billede, et initiativ, som arbejder for større mangfoldighed og repræsentation i dansk TV og film.
• Feminister i rustning, et rollespilsfælleskab for kvinder og nonbinære personer
• HUN SOLO, et koncertkoncept, der sætter flere kvindelige artister på scenen
• Kunst & kultur i balance, en tværfaglig, fælles bevægelse, som arbejder for at skabe et inkluderende og diverst kunst- og kulturliv
• Sargun Oshana, teaterdirektør ved Blaagaard Teater
• Stine Carsten Kendal, adm. direktør Information og stifter af netværket Ligestilling i Medierne
• Stregen i sandet, en samlet indsats mod grænseoverskridende adfærd i film-, tv- og scenekunstbranchen
Beskrivelse af indsatsen bag initiativet
I 2020 igangsatte Producentforeningen, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Dansk Teater en undersøgelse af grænseoverskridende adfærd i den samlede branche. Undersøgelsen mundede ud i en rapport, der viste, at alt for mange i branchen oplever grænseoverskridende adfærd. Bl.a. viste undersøgelsen, at de der har været udsat for diskrimination og/eller chikane, ofte er underrepræsenterede i samfundet hvad angår køn, seksuel orientering og/eller med anden/andre etniciteter end dansk.
Organisationerne bag rapporten samlede branchen og igangsatte et bredt samarbejde for at komme problemerne til livs, og ud af dette blev initiativet Stregen i sandet født. Her samledes 17 forskellige brancheorganisationer og fagforbund om at medvirke til i fællesskab at ændre den eksisterende kultur, og skabe vedvarende initiativer for en god og tryg arbejdskultur. Initiativet er bakket op af efteruddannelse, seminarer, guides og kampagner, som alle har til formål at øge rummeligheden i film-, tv- og scenekunstbranchen.
I skrivende stund er de 17 organisationer bag Stregen i sandet i gang med at kortlægge, hvilke succesfulde initiativer mod grænseoverskridende adfærd, der har virket i branchen og hvilke ønsker branchen har til det videre arbejde for og fokus på at løse problemet.
Med indtil videre over 1.000 besvarelser fra medarbejdere på tværs af film-, tv- og scenekunstbranchen, skal kortlægningen bruges i en indsats for at udbrede kendskabet til vellykkede måder at skabe en tryg arbejdskultur.