Dansk Teaters inputs til den kulturpolitiske redegørelse 

 

Kulturmininister Jakob Engel-Schmidt ønsker at aflevere en kulturpolitisk redegørelse til Folketinget i dette forår. I den forbindelse har han bedt en række kulturaktører og organisationer om inputs. Her kan du læse Dansk Teaters inputs til den kulturpolitiske redegørelse.

 

Danmark som stort scenekunstland

Scenekunstområdet i Danmark fremstår generelt stærkt med en flot talentudvikling indenfor alle former for funktioner – lige fra skuespillere til designere og instruktører ect.. Dansk teaters udbud er særdeles varieret og strækker sig meget bredt, fra det mest cutting edge og nyfortolkninger af klassikere til de helt brede og folkelige formater, fra de helt små til de helt store forestillinger. Ofte i decideret verdensklasse indenfor både børneteater, moderne dans, skuespil, opera og ballet.

Dette afspejler sig også gennem en stærk interesse fra befolkningen. Ifølge Danmarks Statistik indløste 2,5 millioner publikummer billetter til levende scenekunst i Danmark i sæson 2021/22 – det er mere end superligaen i fodbold og håndboldligaen for både mænd og kvinder tilsammen! Hertil kommer al den scenekunst, som opleves uden billetter, fx gadeteater, open air, forestillinger på skoler og institutioner mv.

I den seneste borgerundersøgelse fra Applaus angiver 47 % af befolkningen at have oplevet scenekunst det seneste år, hvilket er mere end både rytmisk og klassisk musik.

Scenekunstbranchen er i disse år præget af en unik grad af samarbejde, og der er generelt en god dialog i branchen, som udveksler erfaringer, talenter, ideer og inspiration. Samarbejdet om det kunstneriske produkt er meget stærkt, men også samarbejdet om de organisatoriske rammer med spørgsmål om god ledelse, trygt arbejdsmiljø, bæredygtighed og publikumsudvikling er blevet styrket. Det har ikke altid været tilfældet, og derfor er det også fortsat vigtige fokusområder. Nye offentlige initiativer bør derfor ske i partnerskaber med de relevante brancheorganisationer på området frem for som projektstøtte til enkeltinstitutioner.

 

Pressede rammer skaber usikkerhed

Men scenekunstens succes er desværre også opstået på trods. Usikkerhed om rammevilkår, en længere periode med faldende bevillinger, såvel som et ændret mediebillede og intensiveret digital og analog konkurrence om befolkningens opmærksomhed presser branchen, hvor få fastansatte på teatrene skal løse komplekse problemer. Fem år med omprioriteringsbidrag, en pandemi efterfulgt af en økonomisk krise med store ekstra-regninger for teatrene har naturligt accelereret presset på branchen.

Talentudvikling, godt arbejdsmiljø og sublim kunst kræver stabil økonomi og mulighed for at tage chancer - og disse muligheder er udhulet i dag. Det påvirker i sidste ende hele kredsløbet, at den kunstneriske udvikling har for ringe vilkår, fordi teatrene ikke har plads til at satse.

Der er derfor først og fremmest brug for en sanering af teatrenes mange måltal og at skabe ro omkring rammevilkår. For en række større teatre handler det for eksempel om realistiske krav om billetsalg sat overfor kunstnerisk udvikling, for andre handler det mere om de økonomiske rammevilkår, som er blevet udhulet gennem årene. Der mangler nye investeringer i vækstlag, uddannelse og de mindre, lokale institutioner, hvis man fortsat ønsker stærk, dansk scenekunst. For mange handler det også om at få bedre mulighed for at spille succeser længere eller skabe nye publikumsformater udover de traditionelle teaterforestillinger, da teatrenes rum kan bruges til meget mere kunst og kultur end teater.

 

Flere danskere bør opleve scenekunst

Selvom teatret har godt fat i befolkningen som helhed, er der brug for at nå endnu flere. Derfor er arbejdet med publikum vigtigt. Men målrettet og databaseret arbejde med publikumsudvikling kræver ressourcer, som mange institutioner ikke har adgang til, og der er derfor fortsat et voksende behov for støtte til samarbejder omkring publikumsudvikling, analysekraft, markedsføring og undervisningstilbud på tværs af scenekunstens mange institutioner. Disse opgaver kunne bl.a. styrkes ved et tættere samarbejde mellem formidlingsorganisationer på scenekunstområdet, men også ved at sikre, at formidlingen af teatrenes aktiviteter anerkendes som værende en særlig opgave, som skal prioriteres både i tilskud og professionelle bestyrelser.

Det Kongelige Teater er i disse år i gang med at reformulere sin rolle i vores samfund. Det er vigtigt for hele scenekunstmiljøet i Danmark med en stærk nationalscene, der rækker ud til flere mennesker. Nationalscenen fremstår med markante indsatser for bredde, kvalitet, geografisk spredning, børn og bæredygtighed, som giver udslag i markant vækst og en nyfunden selvtillid.

 

Særlig indsats for at skabe bedre trivsel for børn og unge

Skolernes benyttelse af teatertilbud er ifølge Scenit faldet med 36 % efter corona. Det skyldes bl.a. ændrede købsmønstre, som branchen skal omstilles til. Der forestår på tværs af hele scenekunstbranchen et særligt stort arbejde med at nå alle børn, så de vokser op med kunst, musik og teater i løbet af deres institutionsliv og skolegang. Da mange børneteatre er små, skal der samarbejdes på tværs om en revitalisering af formidlingsarbejdet.

Samtidig mangler der en koordineret indsats for børns muligheder for at gå til drama og teaterpædagogik i stil med mulighederne på musikområdet, da store dele af befolkningen ikke har dramatilbud lokalt.

Scenekunstbranchen kan yde et betydeligt bidrag til at afhjælpe mistrivsel, ulighed og ensomhed, da vi ved at arbejde med scenekunst skaber inkluderende fællesskaber og rum for refleksion. Kulturministeriet bør overveje ”trepartsforhandlinger” for dannelse: Hvis kulturdanmark, kommunedanmark og uddannelsesdanmark samler kræfterne, kan meget blive muligt for en investering, der i afkast vil betyde mange års øget livskvalitet og sammenhængskraft for børn og unge.

 

Særlig indsats for at sikre teater til hele landet

Der er en række succesfulde ordninger, som støtter lokalt udbud af scenekunst til danskere – særligt egnsteater- og småstorbyteaterordningen. Disse har en række ligheder, men også forskelle som trænger til at blive efterset med henblik på at skabe ensartede rammevilkår. Det betyder fx, at når nye teatre lukkes ind i ordningerne, sker der betydelige forringelser for de eksisterende teatre, da der er tale om rammebevillinger. Udviklingen skyldes, at den statslige medfinansiering løbende er blevet forringet gennem en årrække.

 

Ordningerne tilgodeser ikke de teatre, der har særlig succes. Fx bliver succesteatrenes potentialer ikke løftet pga. økonomiske støtteloft på ordningerne. Man kunne med fordel etablere en overbygningsordning i form af ”regionsteatre”, som kan fungere som scenekunstneriske kraftcentre geografisk spredt rundt i landet, så den bedste kunst bliver præsenteret i hele Danmark. Der er i forvejen givet regionale tilskud til enkelte §5-teatre, men der mangler en gennemsigtig ordning for at udnytte potentialerne i resten af landet.

Slutteligt er der på scenekunstområdet et stort potentiale i projektteatrene, som lever uden egen scene og faste bevillinger. Flere af disse er turnerende teatre, mens andre har til huse hos institutionsteatre. Der sker en stor scenekunstnerisk udvikling blandt denne type teatre, men tilskuddene er for usle til, at man kan overholde overenskomster og dermed leve op til minimumsrammer for ordentlige arbejdsvilkår. Enten skal der indføres minimumsstøtte for projektteatre under Statens Kunstfond eller findes mere etablerede støttestrukturer, fx drift til turnéteatre. Her kan garanti- og turnéteaterordningen sammentænkes og udbygges. Men det kan ikke stå uden en økonomisk minimumsgrænse for, hvad der kan betragtes som støtteværdigt, professionel scenekunst.

Overstående kalder på revision af scenekunstloven, som Dansk Teater gerne vil udarbejde et debatforslag til.


Foto: Riddersalen, Æblet falder ikke langt..., Fotograf: Dennis Westerberg