Scenekunsten er ikke kun for eliten
I Applaus’ nye borgerundersøgelse, spørges 5600 danskere ind til deres brug af live-oplevelser inden for teater, klassiske og rytmiske koncerter. I den nationale undersøgelse foretaget i 2022, svarer 61 procent af de adspurgte danskere at live-oplevelser, som teater, er vigtige. Men undersøgelsen viser samtidig, at kun 60% procent af de adspurgte har været i teatret eller til rytmisk eller klassisk koncert det seneste år. Og den viden er vigtig for kulturbranchen. Hele 47 % af de adspurgte har været i teatret inden for de seneste 12 måneder.
"Når 47 procent af den voksne befolkningen har været i teatret mindst en gang det seneste år, så taler vi ikke om en lille elitær flok. Det viser, at teater er relevant for et bredt udsnit af befolkningen. Der er flere, der går i teatret end til fodbold. Kulturlivet er bredt forankret i danskerne."
Cirka en tredjedel synes, det er for dyrt
I Applaus’ nye Borgerundersøgelse er et repræsentativt udsnit af befolkningen blevet spurgt om deres kulturvaner på tværs af teater, klassiske og rytmiske koncerter samt om de barrierer, der afholder dem fra at deltage mere i kulturoplevelser.
Borgerundersøgelsen viser, at cirka en tredjedel af de adspurgte synes, det er for dyrt at gå til liveoplevelser. I undersøgelsens kvalitative interviews bliver stigende inflation, transportomkostninger, prislejets rimelighed og udgifter associeret med børns deltagelse nævnt som grunde til, at økonomi er en barriere.
”Der er en skævhed i, hvem der bruger kulturlivet. Nu har vi fået en ny kulturminister, der er optaget af at gøre kulturlivet tilgængeligt for alle, og der er ingen tvivl om, at han bør kigge på, hvordan vi giver danskerne råd til at gå ud. De seneste 10-15 år har man skåret i billettilskud til de målgrupper, som har færrest penge. Undersøgelsen viser, at det er unge, børnefamilier og nogle grupper af pensionister, som har problemer her. 41 procent af børnefamilierne siger, at prisen er en barriere for at gå i teateret," udtaler Dansk Teaters direktør, Peter Mark Lundberg til Berlingske (01.03.23).
"Undersøgelsen viser tydeligt, at kulturlivet er for de mange. Der er flere som går i teatret og til koncerter end til fodbold. Der er et misforhold mellem, hvad politikerne tror, dansker gør, og hvad de rent faktisk gør," siger Peter Mark Lundberg.
De adspurgte borgere mener desuden, at kultur bidrager til dannelsen af den enkelte borger, og at liveoplevelser er vigtige. Samtidig viser undersøgelsen, at borgerne mangler viden om eksisterende kulturtilbud inden for rytmisk og klassisk musik samt teater, og at ukendte formater kan være en barriere for deltagelse.
Fakta om Borgerundersøgelsen 2022:
- Målgruppen var danske borgere i alderen 18+ år. I alt har 5600 borgere deltaget i undersøgelsen. Stikprøven er udvalgt med udgangspunkt i repræsentativitet på køn, alder og region, som senere blev tilpasset med vægtning. 51% kvinder og 49% mænd har deltaget i undersøgelsen.
- Borgerundersøgelsen udkommer årligt på www.applaus.nu, hvor alle frit og gratis kan downloade den.