Center for Kulturevaluering udgiver ny Egnsteaterrapport
20. december 2022 / Dansk Teater

Egnsteatrene er en vigtig aktør i lokalsamfundet

I samarbejde med to af Dansk Teaters medlemsteatre, Limfjordsteatret og Bornholms Teater, har Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet gennemført en analyse af egnsteatrenes rammevilkår, der netop er udgivet en rapport over.

Rapporten blev præsenteret af lektor og forskningsleder Louise Ejgod Hansen på et webinar i sidste uge, der kortlagde nogle af analysens hovedpointer.

Undersøgelsen har bl.a. vist at egnsteatrene har en god relation til deres støttekommuner, der særligt værdsætter det arbejde teatrene gør for, og i samarbejde med, lokalsamfundet. Også det høje professionelle niveau teatrene sætter for scenekunsten, er en vigtig faktor for kommunerne, der også i højere grad end tidligere fører et mere strategisk samarbejde med teatrene. 

Rapporten peger desuden på, at ledelsen og bestyrelsens rolle på egnsteatrne er blevet mere professionaliserede, og hvor særligt bestyrelsen er langt mere aktive end før. Derudover har egnsteatrene store ambitioner og ønsker at favne et endnu bredere lokalsamfund. Derfor ses det ifølge rapporten også at nogle egnsteatre er støttet af mere end en kommune og bliver dermed en slags ”regions-teatre”.

Samtidig er støtten blevet udhulet, så særligt de mindste egnsteatre kæmper med at leve op til både de statslige og de kommunale krav der sættes til et såkaldt §5-teater;

”Rapporten viser, at egnsteatrene er en succes, som løfter flere og flere opgaver og får mere og mere positivt samspil med deres kommuner. Men den peger også på, at de små teatre i ordningen, der bor i fattige kommuner, har svært ved at udvikle sig eller risikerer helt at falde ud af ordningen. Det er nødvendigt, at staten påtager sig et større ansvar for at sikre lokal teaterproduktion i hele landet. For vi ved, at egnsteatrene gør en forskel for den lokale trivsel og sammenhold. Ikke mindst i (kultur)fattige kommuner,” siger teaterchef fra Bornholms Teater, Jens Svane Boutrup, til Iscene (19.12.22).
 

Du kan downloade den fulde rapport her.
 

Rapporten er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, og bag projektet stod ud over de tre parter følgende egnsteatre: Odsherred Teater, Nordisk Teaterlaboratorium, Syddjurs Egnsteater, Operaen i Midten, Team Teatret, Teatret Møllen, Teatret OM, Mungo Park, Sjællands Teater, Dansk Rakkerpak, Teatret Masken, Himmerlands Teater, NørregadeTeatret, Teater Vestvolden, Holstebro Dansekompagni, BaggårdTeatret, Kolding Egnsteater, Ishøj Teater, Bellevue Teatret, Den Ny Opera, HamletScenen og Åben Dans Production


Foto: Den vægelsindede, Teatret Møllen. Fotokreditering: Søren Hasselgaard Skaanning

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies