Nye udviklingsrum for scenekunst og performance
I januar 2025 åbner Bikubenfonden en black box og et studio på Thoravej 29 i København. I de nye udviklingsrum vil HAUT, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Sort/Hvid, Toaster (Husets Teater & Den Frie Udstillingsbygning) og fix+foxy skabe gode rammer for kunstneriske udviklingsforløb samt scenekunst- og performanceproduktion.
Formålet med initiativet er at styrke det frie scenekunstfelt ved at tilbyde kunstnere gode arbejdsmuligheder med nye lokaler, honorar, teknisk understøttelse, kunstnerisk sparring og fællesskab. Det er også formålet at undersøge nye samarbejdsformer og muligheder for feltets udvikling - på tværs af scene- og performancekunstens økosystem og produktion.
Det forventes, at mere end 300 kunstnere vil deltage i mere end 200 ugers residencies for udvikling og produktion af scene- og performancekunst. Den ambition er en del af indsatsens samlede økonomiske ramme på 27,5 mio. kr. (fra 2025-2027), der også understøtter prøvefaciliteter, producentarbejde, kuratering, teknisk support, netværk og læring.
Programmerne i black box og studio på Thoravej 29 skabes og kurateres af HAUT, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Toaster og Sort/Hvid, og sammen med fix+foxy indgår de i et læringsnetværk med henblik på at aktivere fælles viden. Det er alle institutioner, der har forskellige funktioner, praksisser, indsigter og kontakter, som har betydning for udviklingen af det frie felts kunst, og som har stor interesse i det frie felts arbejdsvilkår.
Et fællesskab, der kan udvikle scenekunsten
Det frie scenekunstfelt er blandt andet kendetegnet ved stor genrediversitet og nytænkning på scenekunstområdet. Samtidig har de selvproducerende scenekunstnere nogle af de mest prekære arbejdsforhold i branchen. De mangler ofte langsigtet og forudsigelig finansiering, både til udvikling af kunstneriske idéer og til at lave forestillinger. Der er også udfordringer, når det gælder gode arbejdsfaciliteter og produktionsnetværk, som kan understøtte kunstnerne.
Med initiativet ønsker Bikubenfonden også at bidrage med et fællesskab, hvor der kan genereres viden og idéer til, hvordan problemer og potentialer bedst kan løse og forløses i samspil med partnerne, resten af samfundet, andre teatre, hele branchen, støttegivere og lovgivere.
“Det frie scenekunstfelt er kendetegnet ved nyskabelse, som tilfører dansk scene- og performancekunst helt nye udtryk, nye publikumsmøder og eksperimenterende arbejdsmetoder. Det rykker ved, hvordan scenekunst opleves og produceres. Derfor er vores ambition at bidrage til et fællesskab, hvor udvikling af både scenekunsten og scenekunstens rammer er i fokus, så kunsten styrkes og kan få betydning for flere mennesker,” siger Dina Vester Feilberg, kunstchef, Bikubenfonden.
Nye samarbejder, der kan skabe forandringer
Black box og studio på Thoravej 29 bliver udgangspunktet for sparring gennem nye relationer, eksperimenter, læring og deling, og der skabes et sted, hvor nysgerrigheden blomstrer, samarbejder opstår og scenekunstnere deler deres arbejde og erfaringer. Det vil også ske gennem møder med andre medlemmer af Thoravej 29 og organisationer i andre sektorer. Herunder også de mange billedkunstnere, som Art Hub Copenhagen engagerer, når de i 2025 åbner atelierer, værksteder til kunstnerisk produktion og et nyt udstillingssted. Det hele med fokus på kunstnerisk udvikling, produktion, forskning og eksperimenter.
Baggrund: Indsatsens formål og rammer
Bikubenfonden åbner i januar 2025 to nye scenekunstlokaler, en black box og et studio, i København på Thoravej 29. Lokalerne danner udgangspunkt for et laboratorium for scenekunst, hvor udvikling af både det frie felts scenekunst og performancekunst samt udviklingen af dets rammer er i fokus.
Gennem research, dialog samt bred involvering og forankring på både organisations-, fagfelt- og samfundsniveau er formålet med initiativet at fremme samarbejdsmuligheder blandt andet indenfor følgende områder:
- - produktionskæder mellem platforme og teatre
- - national co-produktion
- - international turné og co-produktion
- - udvikling og udbredelse af producentrollen
- - arbejds- og produktionsforhold
- - udvikling af kunstfeltet gennem samarbejde om fælles dagsordener
Der afsat en økonomisk ramme på 27,5 mio. kr. til indsatsen fra 2025-2027.
Foto: Teatret st. tv., Natten er lavet af glas, Per Morten Abrahamen
Læs mere om Thoravej 29 her