Ny kortlægning af den frie scenekunst: Afgørende potentialer bliver ikke forløst

Udviklingsplatformen for Scenekunst og Dansk Teater

Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP) har foretaget en omfattende kortlægning af det frie felt i scenekunsten. Undersøgelsen peger på et felt med stor aktivitet og samfundsmæssig relevans – men den peger også på, at kortsigtede arbejdsstrukturer i alt for høj grad forhindrer feltet i at udfolde sit fulde potentiale.

I januar 2025 sendte Udviklingsplatformen for Scenekunst en spørgeskemaundersøgelse ud til producenter af scenekunst i hele Danmark. Den var henvendt udelukkende til det såkaldt frie felt af scenekunstnere – dvs. dem, der realiserer værker i eget regi uden fast tilknytning til en scene eller et teater. Mange af dem står selv på scenen som optrædende eller bedriver kunstnerisk forskning, mens de også sørger for det produktionsfaglige og administrative arbejde.

”Nu har vi endelig data på det, vi allerede godt vidste – at de frie grupper og kompagnier danner et helt afgørende fundament for scenekunstens kredsløb. Det er her, der eksperimenteres med genrer og formater, der er med til at nytænke og udvikle branchen, og det er herfra nye talenter udspringer. Og så er feltet i stor stil med til at sikre, at alle danskere i alle kroge af landet oplever sublim scenekunst. Det er derfor Dansk Teater arbejder for en scenekunstreform og forbedrede vilkår”, udtaler Peter Mark Lundberg direktør for Dansk Teater om kortlægningen.

Anne Dalby, leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst, udtaler desuden, at ”det står klart, at der blandt kortlægningens respondenter er et ønske om styrket økonomi og udvikling, for at denne del af scenekunsten kan udvikle sig bæredygtigt og få stærkere forankring”.

Kortlægningen dokumenterer, at det frie scenekunstfelt er stort, meget aktivt og langt fra kun et storbyfænomen. Men den viser også et felt, der langt fra har indfriet sine potentialer og ikke har nået så mange borgere, som den har potentiale til. Det skyldes omstændigheder af strukturel- og politisk karakter, som vi i UP og Dansk teater på baggrund af kortlægningen her bringer en række løsningsforslag på.

 

Det frie felt bidrager væsentligt til den samlede danske scenekunst

Når man taler om det frie scenekunstfelt, er det ofte uvist, hvor stort et antal producerende virksomheder der egentlig er tale om, og hvor mange scenekunstproduktioner de skaber. Tallene i den netop udgivne kortlægning vidner om en væsentlig andel af den samlede danske scenekunst: Næsten 300 kompagnier og selvproducerende kunstnere besvarede og undersøgelsen. Heraf havde over halvdelen premiere på en ny produktion i 2024 og stod således bag 129 nye scenekunstneriske produktioner. Af Det Digitale Scenekunstarkiv fremgår det, at der i sæsonen 2023/24 blev registreret 267 premiereproduktioner – kortlægningen tegner altså et billede af et bidrag fra den frie scenekunst på tæt ved halvdelen af det samlede antal danske scenekunstproduktioner.

 

Risikovillig samtidskunst, der bidrager til den demokratiske samtale

Kun 13% af de adspurgte arbejder med traditionelt taleteater. Tværæstetiske formater, dans, performance og musikdramatik fylder mest. Det er altså i høj grad her, der eksperimenteres med nye typer scenekunst, genrehybrider og utraditionelle samarbejder; risikovilligheden er stor, og teater som helhed udvikles i disse nybrud.

Anskuer man det frie scenekunstfelt med et mere kvalitativt blik, tegner der sig et billede af kunstnere, der i høj grad beskæftiger sig med aktuelle og relevante samfundsemner: klima, social retfærdighed, køn, vold og eksistens. Et eksempel er forestillinger som den nyligt genopsatte danseforestilling Red Flags – Drab på kvinder i Danmark, opført i foyeren på Aarhus Rådhus, der viser, hvordan feltet bidrager til den demokratiske samtale på vedrørende måder.

 

Den frie scenekunst opsøger publikum i hele landet

Selvom undersøgelsen viser, at 76% af de producerende kunstnere bor i København og Region Sjælland, og 10% i Aarhus, viser den også, at deres værker opsøger publikum i hele landet. 51% har vist deres seneste produktion i jyske byer udenfor Aarhus, og selvom kun 6% bor i Odense og andre steder i Region Syddanmark, har 43% vist deres seneste værk der. Den frie scenekunst er altså langt fra blot et storbyfænomen.

Interessant er det også at bemærke, at det ikke kun er på traditionelle teaterscener, forestillingerne vises. En tredjedel har præsenteret deres scenekunstproduktioner i kulturhuse og biblioteker, og langt over halvdelen har vist deres værker i kunsthaller, museer, i det offentlige rum og på folkeskoler og uddannelsesinstitutioner. Således bidrager den frie scenekunst væsentligt til at nå ud til borgere, der ikke nødvendigvis opsøger et traditionelt teaterrum.

For nylig udgav Applaus, der arbejder med publikumsudvikling i dansk kulturliv, en analyse af borgernes kulturvaner under titlen ’Fra by til land’, som viste, at hvor ofte vi går i teatret, afhænger meget lidt af, om vi bor i eller udenfor de store byer. 59% af borgere på landet rejser til storbyer for at se scenekunst, og over halvdelen rejser gerne mere end en time for det.

Men det er nok samtidig rimeligt at antage, at den scenekunst, man køber billet og rejser mere end en time for at opleve, sandsynligvis oftest er noget, man på forhånd ved, at man vil synes om – og måske nær så ofte er det udfordrende møde med det anderledes, der køres efter.

Og netop derfor spiller de små, risikovillige scenekunstproduktioner en ganske særlig rolle, fordi de opsøger publikum og præsenteres steder i landet, hvor kontrakten mellem kunstner og publikum ikke altid på forhånd er skrevet. Hvor de sikre teatersucceser ofte samler dem, der allerede kender teatret, opsøger den frie scenekunst nye rum og relationer. Begge dele har deres styrker og værdi.

 

Kort spilletid – begrænset rækkevidde

Kortlægningen viser dog også, at feltet kæmper med vilkår, der forhindrer det i at virke langsigtet og bæredygtigt.

45% af de adspurgte svarer, at deres seneste produktion kun er blevet vist op til 10 gange. Det peger på en struktur, hvor ny produktion dominerer over længere turnéer – ikke af kunstnerisk motivation, men fordi støttevilkårene fordrer det. Den frie scenekunst er i vid udstrækning finansieret af projektstøtte, hvor en lang række basisomkostninger til drift, administration og produktion ikke er dækket. Det betyder, at hvis et kompagni skal have en kontinuerlig aktivitet og tilførsel af midler, skal der hele tiden produceres nye forestillinger. Som én respondent udtrykker det:

“Vi producerer fra tue til tue, hvilket er stressende og utilfredsstillende. Det umuliggør enhver form for strategi og langtidsplanlægning.”

 

Tre veje frem – hvis vi vil

”Når der fra politisk hold netop nu tales om behov for kulturel oprustning og sammenhængskraft, bør vi kigge på den fri scenekunst: kunst, der tager livtag med det svære, opsøger nye publikummer og skaber refleksion og dialog i hele landet. Men hvis vi vil have fuldt udbytte af potentialet i den frie scenekunst, må vi justere rammerne både politisk og internt i feltet.”, udtaler Anne Dalby.  

Først og fremmest er der behov for, at flere frie kompagnier rykkes fra projektstøtte til mere langsigtet driftsstøtte. Projektstøtte dækker sjældent de nødvendige basisomkostninger til drift, administration og projektledelse, hvilket betyder, at kompagnier er tvunget til konstant at producere nyt for at opretholde deres aktivitet og økonomi. Det er paradoksalt, for det at producere nyt kræver tid og ressourcer til netop drift og administration. Med en mere solid driftsstøtte i ryggen kan en større andel af kunststøtten anvendes direkte til kunstnerisk aktivitet, geografisk spredning og publikumsopbygning.

Samtidig arbejder UP målrettet på at styrke kompetencerne inden for entreprenørskab, så kunstnere og producenter bedre kan udvikle bæredygtige forretningsmodeller omkring deres praksis. Det kræver adgang til relevante uddannelses- og udviklingsmuligheder – og måske også et kig på rammevilkårene for at bedrive denne type kunstnerisk iværksætteri, i stil med hvad regeringen har gjort med “Iværksætterpakken” fra 2024.

Endelig bør scenekunstbranchen i højere grad agere som én samlet enhed. I stedet for intern konkurrence om midlerne bør teatre og frie kompagnier styrke de mange samarbejdsmuligheder, der allerede eksisterer – fra co-produktioner og turnésamarbejder til nationale og internationale netværk. Der ligger et stort potentiale i at gå fra “felt” til “fælles sag” og forpligte os gensidigt til hinanden.

 

Bag om kortlægningen

I januar 2025 gennemførte Udviklingsplatformen for Scenekunst en spørgeskemaundersøgelse blandt producerende scenekunstnere, der arbejder uden fast scene – altså små virksomheder og selvstændige entreprenører i det frie felt.

Undersøgelsen blev besvaret af knap 300 professionelle aktører, og den danner grundlag for en ny rapport udarbejdet i samarbejde med Dansk Teater, Kulturens Analyseinstitut og med faglig sparring fra BARC Scandinavia.
 

Hent den fulde rapport ’Kortlægning af det frie felt i scenekunsten’ her

 

Fakta: UP har kortlagt det frie felt i scenekunsten i samarbejde med Dansk Teater og Kulturens Analyseinstitut. Kortlægningen har undersøgt professionelle, selvstændigt skabende og projektstøttede scenekunstaktører (kompagnier eller enkeltkunstnere) uden fast scene. Også kaldet “projektteatre” eller “det frie felt”.

Kortlægningen dækker ikke de såkaldte institutionsteatre, dvs. egnsteatre, små storbyteatre, §5-teatre, Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne, Den Jyske Opera og teatrene under Det Københavnske Teatersamarbejde.

 

Foto: Teatret St. Tv, Natten er lavet af glas, Per Morten Abrahamsen