Applaus udgiver nyt kulturbarometer med fokus på psykisk velvære
Hvilken rolle spiller kultur og sundhed for mentalt velvære? Det er fokus i denne Kulturbarometer-måling. I målingen er der blevet spurgt ind til borgernes opfattelse af hvordan professionelle kulturoplevelser bidrager til deres psykiske velvære.
Kulturbarometeret består af en række målinger, der undersøger borgernes kulturforbrug og holdninger til kultur, med særligt fokus på professionelle, publikumsrettede kulturaktiviteter. Den første måling i 2024 vil dykke ned i sammenhængen mellem kultur, sundhed og mentalt velvære.
Ifølge den nyeste kulturbarometermåling fra Applaus, mener borgerne, at kulturen bidrager positivt til psykisk velvære.
Hovedresultater
Enig om kulturens positive bidrag til psykiske velvære
- 66 %, af borgerne er enige i, at professionelle kulturoplevelser bidrager positivt til deres psykiske velvære.
Højforbrugere er markant mere enige end lavforbrugere og ikke-kulturforbrugere (78 % vs. 68 % vs. 28 %).
- 63 % er enige i, at kulturoplevelser bidrager til ny viden og perspektiver. Også her er højforbrugere markant mere enige end lavforbrugere og ikke-kulturforbrugere (73 % vs. 65 % vs. 26 %).
- 48 % er enige i, at kulturoplevelser skaber en følelse af fællesskab. 34 % er hverken enige eller uenige.
Yngre borgere er generelt mere skeptiske overfor kulturoplevelser end de ældre
- 11 % af de unge (15-34 år) føler sig signifikant oftere ekskluderet eller fremmedgjort af kulturoplevelser end andre aldersgrupper. Det er næsten dobbelt så mange som blandt alle borgere (6 %).
- De unge er signifikant sjældnere enige i, at kulturoplevelser bidrager positivt til deres psykiske velvære
(55 % vs. 66 % blandt alle borgere).
- Signifikant flere unge (20 %) end andre borgere (13 %) er enige i, at deltagelsen i professionelle kulturoplevelser er overvældende og stressende for dem.
Flere end to ud af tre synes, at kultur fremmer sociale sammenhænge i lokalområdet
- 71 % angiver, at de er enige i, at kulturelle aktiviteter i et lokalområde kan styrke sociale sammenhænge.
Dog er signifikant færre (61 %) af de 15-34-årige enige i dette udsagn.
- 57 % er enige i, at sårbare borgere ramt af langvarig sygdom, eller som står udenfor arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, burde have nemmere adgang til kultur.
- 44 % er enige i, at kulturoplevelser bør være mere inkluderende overfor blandt andet psykisk og fysisk sårbare borgere. 32 % er hverken enige eller uenige.