Dansk Danseteater bliver medlem af Dansk Teater
16. januar 2025

Dansk Danseteater bliver medlem af Dansk Teater

Pr. 1. januar 2025 indtrådte Dansk Danseteater i medlemsskaren i branche- og arbejdsgiverforeningen Dansk Teater

 

Dansk Teater kan nu officielt hilse Danmarks nationale kompagni for samtidsdans, Dansk Danseteater, stort velkommen.

Dansk Teaters direktør, Peter Mark Lundberg udtaler:

”Dansen er en vigtig del af scenekunsten. Derfor er vi utrolig glade for at dansen samler sig i Dansk Teater. Dansk Danseteater og Dansk Teater har længe haft et godt øje til hinanden, og vi vil glæde os til at byde det største moderne dansekompagni i Danmark velkommen. Når vi står sammen, står vi stærkest.”
 

Hos Dansk Danseteater er der også stor glæde ved indmeldelsen:

”Vi er meget glade for at være blevet medlem af Dansk Teater og del af branchefællesskabet, hvor vi ikke mindst ser frem til at støtte op om en fælles kurs for samtidsdansen i scenekunsten”, udtaler administrations- og økonomichef Trine Rindsig Laursen.

 

Dansk Danseteater er allerede godt engageret i foreningen, da kompagniet er et ud af ti case-teatre i Theatre Green Book Acceleratorprogrammet.

 

Om Dansk Danseteater

Dansk Danseteater er Danmarks nationale kompagni for samtidsdans med fast base i operaen ved Det Kongelige Teater i København. Danseteatret blev grundlagt i 1981 og er i dag en kulturel institution med bredt vingefang.

Dansk Danseteater er kendt for sit dynamiske og varierede repertoire, der spænder fra store produktioner på Det Kongelige Teater, over open air-festivaler og events til mere intime forestillinger, der udfordrer og inspirerer.

Dansk Danseteater ledes af kunstnerisk leder, Marina Mascarell og administrations- og økonomichef Trine Rindsig Laursen.
 

Om Dansk Teater
Dansk Teater er branche- og arbejdsgiverorganisation for professionelt producerende teatre og scenekunstkompagnier i hele Danmark. 

Dansk Teaters medlemsskare spænder over projektteatre, egnsteatre, små storbyteatre, landsdelsscenerne, teatrene i Det Københavnske Teatersamarbejde, Den Jyske Opera og Det Kongelige Teater. 

Til daglig servicerer sekretariatet medlemmerne med rådgivning, kommunikation og politisk arbejde. 

 

 

Foto: Dansk Danseteater, Bloody Moon, fotograf: Jubal Battisti

 

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies