Årets Reumert vender tilbage til København
Efter fire år i Odense vender Årets Reumert tilbage til København
Årets nominerede bliver offentliggjort den 29. april, og priserne overrækkes den 31. maj i Skuespilhusets foyer. Efter uddelingen fejrer vi dansk scenekunst med en afslutningsfest som kulmination på Årets Reumert og festivalen CPH STAGE.
Denne version af Årets Reumert bliver dermed lidt anderledes end de forrige år.
Vi bevarer det vigtigste
Årets Reumert har altid først og fremmest handlet om at hylde de nomineredes imponerende bedrifter og afgørende berigelse af dansk scenekunst. Årets Reumert er en aften, hvor teaterbranchen scenekunstbranchen samles om at fejre dansk scenekunst. For at kunne holde fast i dette, nedskalerer vi prisuddelingen til et mindre format for inviterede gæster. Mens visse ting i år er anderledes, er det allervigtigste bevaret. Dansk scenekunsts talenter får den hyldest, de fortjener, Reumert-juryen rejser landet rundt og ser og vurderer forestillinger, og statuetten er fortsat en væsentlig signatur, smukt formgivet af billedkunstner John Kørner og glaspuster Peter Kuchinke.
De sidste fire år har Årets Reumert udfoldet sig som et storstilet show i Odense med støtte fra bl.a. Odense Kommune og Albanifonden. Som arrangører har vi været glade for samarbejdet med Odense og stolte af den udvikling af både uddelingen og hele organiseringen bagved, som vi har gennemført de sidste fem år. Bl.a. har vi indført kønsneutrale priser og løbende udskiftning af jurymedlemmer. På trods af de gode takter har det dog været svært at sikre finansiering til drift af jury og prisshow. I år har Albanifonden yderligere valgt ikke at forlænge vores samarbejde, og det har ikke været muligt at sikre andre lokale midler. Vi har i denne situation prioriteret at sikre, at Reumertjuryen har opretholdt og fortsat deres store og vigtige arbejde hele året, da den uafhængige fagjury er det helt centrale i Årets Reumert. Tak til forbund og brancheorganisationer der fortsat støtter prisuddelingen og muliggør årets uddeling.
Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der skal give et bud på en ny og økonomisk bæredygtig forretningsmodel til Årets Reumert for fremtiden.
Ændret skæringsdato
Efter oplæg fra Reumert-juryen har vi derudover valgt at lægge skæringsdatoen for årets nomineringer den 1. april. Det vil sige før årets KLAP Festival. Årets Reumert-jury begrunder beslutningen således: ”Hvert år er der mange børne- og ungeforestillinger, som har premierer på KLAP festival og flere af dem tager på turne efterfølgende. For at imødekomme, at flest mulige jurymedlemmer får mulighed for at se forestillingerne, har vi lagt skæringsdatoen før festivalen.” Juryen vil naturligvis fortsat være til stede og se forestillingerne på KLAP festivalen og de her sete forestillinger vil indgå i nomineringsperioden for Årets Reumert 2026.
Vi vil arbejde hårdt for, at Årets Reumert fortsat er den storslåede fejring, som dansk scenekunst fortjener, og vi håber, at vi allerede i 2026 kan afvikle prisuddelingen i større skala. I mellemtiden glæder vi os til en festlig aften i Skuespilhusets Foyer den 31. maj.
Årets Reumert præsenteres af CPH STAGE i samarbejde med Dansk Teater og med støtte fra Teaterbilletter.dk, Danske Dramatikere, Danske Scenografer, HAVE A/S og Dansk Skuespillerforbund.
Har du spørgsmål til prisuddelingen så kontakt Sarah Rommedahl på sarah@cphstage.com. For øvrige henvendelser skriv til Festivaldirektør Morten Krogh på mk@cphstage.com
Foto: Årets Reumert 2024, Lasse Lagoni